Af Alma Nordenbæk
2020 er givetvis det perfekte år til en katastrofefilm. Verden føles allerede af lave. Og i en tid, hvor mange må opgive at rejse hjem til familien for at fejre jul, synes The Midnight Sky at have en særligt genkendelig præmis:
Året er 2049 og en ukendt, dommedagslignende begivenhed har ramt Jorden. “The event”, som filmen passende døber hændelsen, har efterladt atmosfæren giftig og fyldt med stråling. Den overlevende del af menneskeheden har søgt tilflugt under jorden. Det vil sige alle på nær Augustine Lofthouse (George Clooney), en ensom videnskabsmand med en dødelig kræftsygdom og et stædigt sind.
Forskanset på en forskningsbase i Arktis bruger Augustine sine sidste dage på at forsøge at etablere kontakt til Aether, det eneste rumskib stadig i aktion. Ombord er Kaptajn Adewole (David Oyelowo) og besætningsmedlemmerne Maya (Tiffany Boone), Mitchell (Kyle Chandler), Sanchez (Demián Bichir) og gravide Sully (Felicity Jones). De er på vej hjem efter en toårig mission til planeten K-23, en beboelig måne som Augustine selv var med til at opdage. Og som det eneste menneske tilbage på overfladen, er det nu op til Augustine at advare dem om Jordens skæbne.
Sat til mesterkomponisten Alexandre Desplats dramatiske toner lægger The Midnight Sky op til en god gang dystopisk sci-fi med masser af følelser og bevægelse. Forhåbningerne bliver desværre ikke helt indfriet.
George Clooney indtager både hovedrollen og instruktørstolen. Han klarer det ene arbejde væsentligt bedre end det andet. For selvom Augustine er både kynisk, lettere fordrukken og en smule ynkelig, tilføjer Clooneys præstation ham en hjertevarme, som hjælper nogle af filmens mere anstrengende scener med at glide lidt lettere ned.
Desværre lider filmen under en underudviklet historie, der formår at blande en stressende karavane af kriser med et sløvt og besværligt tempo. Det er lidt som at se en gyserfilm, hvor du konstant venter på det næste jumpscare. Hvornår begynder den næste brand? Den næste meteoritstorm? Den næste naturkatastrofe? Hvad enten det er Clooney eller manuskriptforfatter Mark L. Smiths fortjeneste, er The Midnight Sky snarere en samling vilkårlige højdepunkter frem for én sammenhængende historie med en god opbygning og et stærkt klimaks. Og det fungerer ikke.
Der er en masse elementer, som virker forstyrrende, fortærskede eller bare jævnt forvirrende. Der er for eksempel en karakter, som jeg endnu ikke har nævnt. Rimelig tidligt i filmen finder Augustin en lille pige, Iris (Caoilinn Springall), som tilsyneladende er blevet efterladt på forskningsbasen. Skønt hun er med i næsten alle de samme scener som Augustin, tøver jeg med at kalde hende vigtig for handlingen.
Iris har status mere som en plot device end som en egentlig person, og hendes tilstedeværelse føles i ledtog med filmens flashbacks som et Hollywood-trick af den lidt billige slags: Der er ikke noget, der kan kaste et rosenrødt skær over en forknyt mand som en trist baggrundshistorie og en datterfigur, han skal passe på. Ser du filmen til ende, står min pointe endnu stærkere.
The Midnight Sky har en poetisk titel, og det er en følsomhed, som går igen i filmens smukke billeder og flotte skuespil. Der bliver også lagt op til en vis refleksion over livet, vores eksistens på Jorden, familie og ambitioner. Men desværre er der ikke meget, der overlever fortælleteknikkens barske giftgasmiljø.
The Midnight Sky har premiere på Netflix 23. december.
Kommentarer